Jeg har altid haft et savn til et eller andet.

Et billede jeg fik i Borki, det gamle Kibissen. Her er storke reder over alt, og 1000 vis af storke og deres unger holder til her hele sommeren.

Det har ikke kun været godt for mig at bo 3 år i det gamle Østpreussen, det har været meget hårdt og følelsesmæssig en rutschetur af en anden verden i mit genetiske indre. Det min familie har flygtet fra er jeg taget lige ind i, og jeg personligt her slet ikke været klar over hvilke konsekvenser det har kunne betyde for mig.

Jeg har gennemlevet noget af det samme som min familie gjorde rent følelsesmæssig, på min måde og i nutiden. Men der er alligevel nogle sammenligninger som både har været utrolig frustrerende triste og nogle dage har det stukket i mit hjerte af sorg.

Jeg har altid haft et savn til et eller andet jeg ikke har kunne forklare, nogle gange har det været et musikstykke som har fremprovokeret denne fornemmelse af denne smertelige savn som jeg mener jeg er født med rent genetisk, andre gange kan det være noget jeg ser på tv fra krigens tid, jeg har haft det sådan så langt jeg husker tilbage i mit liv på en eller anden måde. Men jeg har egentlig ikke vidst hvad det var og hvorfor.

Jeg fandt som voksen og meget sent ud af at det er mine genetiske relationer som ikke har tilhørelsesforhold til det sted jeg er født og at det egentlig var et helt andet sted jeg hørte til. Det har ført mig ud på lange rejser for længere tid, det har været en del af en umådelig søgen og en rodløshed fordi jeg ikke kunne placere mig selv, trods jeg er typen der kender mig selv ret godt, jeg ved hvad jeg vil, jeg har mine meninger og jeg står fast. Men denne smertende skærende sorg som bare har været en del af hele mit liv fandt jeg ud af hvad var.

Min farmor sagde altid til mig når jeg spurgte hende om hun ikke skulle se det sted hun kom fra igen, aldrig, aldrig i livet, hun beskrev hændelsen da de måtte flygte som meget smertelig og frygtelig. Men før krigen havde de det godt, der var fred natur og det var et skønt liv, de havde det rigtig godt. Selvfølgelig med hverdagens problemer som det nu var dengang.

Min mor måtte forklare mig at jeg ikke bare kunne flytte til Tyskland.

Så smukt og så rent. Søer man kan drikke vandet direkte fra, altid helt klart luft fugle kvidder og glinsende fisk i vandet.

Som min familie selv har beskrevet det har jeg selv oplevet det. Da jeg var en lille knægt besøgte vi tit familien i Tyskland, de boede i Sulingen og gør det stadig, jeg har kusiner som er født i Tyskland af deres Østpreussiske forældre, brødre og søstre til min farmor. Og som jeg der havnede i Danmark fordi min far voksede op der og min farmor valgte at blive i Danmark trods hendes forældre og søskende flyttede til Tyskland.

Jeg kan huske når vi havde været nede ved familien i Sulingen ville jeg ikke med hjem, men mor har fortalt mig at jeg som 7 årig hylde og skreg fordi jeg ikke ville tilbage til Danmark. Jeg ville blive nede ved tyskerne fordi jeg syntes disse mennesker var mere i familie med mig, og jeg hørte til der. Men min mor måtte forklare mig at jeg ikke bare kunne flytte til Tyskland for jeg gik nu i dansk skole. Der sagde jeg til min mor at det ikke var noget problem, jeg kunne bare gå i tysk skole og så kunne jeg bare bo ved min oldemor eller min farmors bror Gerhard og hans kone Sigrid.

Allerede på det tidspunkt havde jeg en form for rodløshed og den smertelige savn var tilstede, jeg græd og var ked af at jeg ikke måtte vokse op i tyskland. Men som voksen kan jeg godt se hvorfor jeg havde det sådan. Det har noget med generne og blodet at gøre. Det er den del af mig og den sammensætning af den personlighed jeg er og som ikke er dansk selv om jeg er født og opvokset i Danmark, det er genealogiske årsager. 

Føler mig revet midt over.

Olstzyn ved juletid, det var så flot med lys, rigtig god stemning.

Det jeg har gennemlevet mens jeg har haft et ophold på 3 år foruden et halv år i Warszawa som forøvrigt er en helt fantastisk by. Men det kan vi komme ind på en anden gang et andet sted.

Jeg på en måde blandt polakkerne i nord øst polen blevet til et helt menneske. Min adfærd og opførelse er mere som deres end som en dansker. Mit syn på mange ting er også mere som deres, og jeg har følt mig meget hjemme. Nu står jeg og skal forlade stedet og tilbage hvor jeg kommer fra, jeg føler mig på en underlig måde revet midt over og jeg er ked af det. Jeg ved at mit Polske personnummer kommer i ramme og kommer til at stå som en minde på mit natbord, ikke kun fordi jeg nu har været her, men også fordi jeg tog tilbage til det sted min familie aldrig fik at se igen og hvor de kom fra, det sted hvor de igennem mange mange generationer har levet deres liv, døde og fødte, plantede og såede solgte og købte. Det blev revet fra dem, det hele måtte de rende skrigende bort fra, vende hele deres liv ryggen med tyskernes galde og syge hunde lige i hælende og de forlod alt hvad de ejede og havde opbygget.

Jeg tog tilbage for dem, jeg ville opleve det og jeg gjorde det, jeg havde ikke noget at miste og nu vender jeg tilbage som et andet menneske, denne smerte og dette savn er ikke forsvundet trods jeg troede den ville forsvinde ved at jeg oplevede stedet. Men der er stadig en uforklaret ting i mine gener og mit liv, det er min Russiske farfar som jeg ikke ved noget om og som jeg aldrig så, hvad har jeg der, der er et eller andet i mig. Men disse gener må jeg nu finde hvile i og give slip på selv om det altid vil en del af mig.

Jeg vil ikke være det foruden, for nu har jeg set meget som mine rødder har ført mig til, jeg har set noget af det som min familie har fortalt mig om og nu forstår jeg pludselig hvorfor der er og var sådan og ikke mindst er der meget inden i mig selv der er blevet klar. Det betyder ikke det gør mindre ondt, men måske vil det med tiden hele en masse sår fra krigens dyste skygge.

Min slægt fra Østpreussen.

Min farmor kom ud af en meget rig og fin slægt i Østpreussen. Her er hun, hun var en god og meget klog dame med visdom. Hun gav mig tit gode råd til virkeligheden.

Havde man som Østpreusser et polsk efternavn og et tysk fornavn eller mellemnavn var man det som man kalder en ægte masurianer. Og endte navnet på ski var man slægt af de mere velhavende og intellektuelle masurianere. Mange polske efternavne ender ikke nødvendigvis på ski, men de der gør er i dag afkom af en fin eller velhavende slægt. Måske lyder det grotesk, men en katolsk præst sad og fortalte mig om det, da jeg havde kontaktet ham for at opsnappe informationer om min slægt.

Den katolske kirke står nemlig i dag også for arkiverne efter protestanterne fra Østpreussen i Masurien, det passer mig ikke rigtig da jeg selv er protestant, og ikke har lyst til at donere penge til katolicismen. Men desværre, jo mere man donere jo mere information vil jeg få.

Nogle af de slægtsnavne som jeg er i familie med fra Masurien.

Eva Kosiewitz b.ab.1843 Olszyny / Olschienen d.Mar.07.1911 Tomaryny/Thomareinen + Michael Krupienski

Min tip oldeforældre. Karl Krupiński b.ab.Mar.07.1864 Olszyny / Olschienen + Karoline Bluhm m.Nov.15.1888 Grazymy / Grasnitz

Min oldefar og oldemor. August Wilhelm Krupiński b.June 13.1901 Tomaryny/Thomareinen + Ortrud Kullik (b.ab.Sep.19.1905 Kibissen d.ab.Jan.04.1996 Sulingen, Ger.) m.ab.1924 Rożyńsk Wielki / Gross Rosinsko

Min farmor. Hildegard Ortrud Krupiński b.ab.Nov.20.1924 Borki / Kibissen d.ab.2016 Denmark + Valdemar Vork.

Jeg har altid troet Waldemar var min farfar, men mit slægtsforskning har vist mig at han adopterede min far da min farmor kom som flygtning fra Østpreussen, derfor er der ingen genetiske relationer til min farfar. Istedet formodes en Russer ved navn Viktor at være min rigtige farfar.

Informationer jeg har fundet i Elk og Olsztyn på arkivet, har vist sig at i Liski (Lisken) havde de en stor gård og et kæmpe landbrug, de var velsete og velhavende mennesker. De havde flere til at arbejde for sig. De havde to lærlinge, en ung fyr fra Ukraine og en fra Rusland. Og ja den vej skete det. Jeg ved ikke hvordan jeg får opsnappet informationer om denne Viktor fra Rusland som skulle være min rigtige farfar. Men det ser svært ud for mig at komme videre i denne sag, da den er en af de mere, om man kan sige hemmelighedsfulde og som der i det jeg har hørt min familie snakke om ikke er blevet nævnt ret meget om, tværtimod har man dengang fordækket det ved at min danske (pap farfar) læste problemerne og på en måde bibeholdte familiens ære ved at lade det fortrænge. Han adopterede min far, giftede sig med min farmor og købte et hus til dem.

Dette billede er det eneste spor jeg har af den mølle som mine oldeforældre har spor til. Her ses et gammel billede fra Lisken omkring 1938, det er fra et postkort. Og jeg ved at min familie dengang malede mel, men også at de havde en mølle. Da jeg besøgte Liski i dag var der ingen mølle, og jeg har ikke kunne finde andet end dette. Det er der ude bag markerne min oldeforældre boede ind til krigen. Møllen er et mysterium og er der nogen der har historien omkring den vil jeg gerne høre fra dig, tak.